Klassisk og ny musik i Vejle


Arr. af Koncertgruppen v/ Willy Stolarczyk (email : wilst@vejle.dk)
Ved Sønderåen 1, 7100, Vejle. Tlf. 7642 0512


Indholdsfortegnelse:

1. Siden sidst.

2. Anmeldelser/efteromtaler.
Efteromtale af koncert med CONCERTO PRIMAVERA på Kunstmuseet
Efteromtale af koncert i i MTV med VENUS & PENTAGON !
Efteromtale af Pinsekoncert 06

3. Foromtale af Rådhuskoncerter 06

4. Koncertkalender

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
1. Siden sidst

Som det kan ses af efteromtalerne, har der været afholdt en række spændende koncerter i Vejle på det klassiske område siden sidst. Og det bliver også spændende at følge Rådhuskoncerternes ”besøg” på Vejle Kunstmuseum! Hvad det skal sige? Ja, læs mere om det senere!

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
2. Anmeldelser/efteromtaler

Nedennævnte koncert blev anmeldt af Vejle Amts Folkeblad, men da anmelderen kun havde mulighed for at være tilstede under 1. del, valgte Claus Schultz at indsende en supplerende anmeldelse, som følger her:



Anmeldelse
af koncert på Vejle Kunstmuseum,
søndag d. 7.maj med Concerto Primavera

En herlig koncertoplevelse !

På en skøn sommerlig søndag, - den syvende maj - samlede Concerto Primavera fuldt hus til en særlig spændende koncert på Vejles nyskabte og nyindviede kunstmuseum.

Og hvorfor var denne koncert så specielt spændende? Af 3 grunde:

For det første stiftede vi bekendtskab med lærergruppen i musikskolens nyetablerede ungdomssymfoniorkester VENUS. Denne lærergruppe består af en række fremragende dygtige musikere, som ved denne lejlighed havde suppleret sig med nogle af deres musikervenner.

Vi kan virkelig glæde os over, at vi her i byen kan sende vores børn i musikskole til så vel-kvalifiserede unge lærere. Og det, at en så stor gruppe af lærerne musicerer sammen og leverer varen efter at have prøvet og slidt og slæbt med de mest udfordrende opgaver, - (eksempelvis Stolarczyks Intrada dell´ Arte) tror jeg giver en samhørighed i lærerstaben, som kommer musikskolen til gode i meget høj grad.

Til lykke til musikskolen og til dens leder, Flemming Meng Sørensen.

For det andet: programmet var så vidtspændende, fra Carl Nielsen over Pennequin, Stravinsky, Meng Sørensen, Stolarczyk og Siegel til Mozart. Man sad virkelig ”fremme på stolene” og med lyttesanser skærpet til det yderste. Skulle der have været nogle blandt tilhørerne, som ikke hører til de mest entusiastiske, når det gælder ny musik, - ja så blev selv de bjergtaget at Pennequin, Stolarczyk og Siegel i den strålende udførelse, jeg refererer i øvrigt til avisens medarbejder, Erik Andresens udmærkede anmeldelse af første afdeling. I anden afdeling, som avisens medarbejder desværre gik glip af, oplevede vi noget helt vildt spændende: Wayne Siegels Jackdaw for solobasun og computer/CD.

Da jeg er en af de (halv-)gamle mænd, som ikke er helt vild med nyere eksperimentielle sager, overvejede jeg stærkt at holde pause i koncerten, - - men det gjorde jeg ikke, og det er jeg meget glad for ! Det var en fantastisk oplevelse at høre Frank Herbslebs blændende udførelse af dette musikstykke, hvori der var spændende rytmer, -(selv (halv-)gamle mænd kunne ikke sidde stille) frække og provokerende harmonier, - og så smukke , harmoniske klange.

Koncerten afsluttedes med Mozarts kvintet for klaver, obo, klarinet, horn og fagot. Et fornemt stykke kammermusik med en - for sin tid - meget usædvan-lig besætning.

Josephine Blaamann Petersen, Pia Orluff, Thomas Elbro, Sofie Jacobsen og Willy Stolarczyk fortolkede denne Mozart-perle helt skønt. Specielt fornem-mede jeg, hvor fint de havde kontakt med hinanden og de afstemte musikken perfekt. Hvis noget skulle fremhæves, må det være Willy Stolarczyks fornem-me klaverspil.

Og så for det tredje: Det var jo et spændende eksperiment at holde koncert i museets flotte sal, som jo umiddelbart ikke ligner en koncertsal på grund af dens atypiske opbygning. Det viste sig, at der var en glimrende akustik næsten overalt. En ubetydelig forskydning af musikernes placering samt opstilling af et podium ville utvivlsomt gøre underværker.

Nu var der jo ”kun” tale om instrumentalmusik (bortset fra de 45 sek. med Flemming Meng Sørensen). Hvordan vokalmusik, f.eks. en sopran eller tenor vil klinge i lokalet vil blive spændende at erfare.

Det ser jo ud til, at de højt elskede Rådhuskoncerter med det store og trofaste publikum, vil blive flyttet til Utzon-salen på museet, som med sin skønhed nok vil kunne være en værdig afløser for rådhussalens charme og atmosfære, - (og rumtemperatur!)

I skrivende stund arbejder Willy Stolarczyk og koncertgruppen på at få sommerens koncerter, - der nu vil komme til at hedde ”Sommerkoncerter på Vejle Kunstmuseum” - til at falde på plads.

Vi håber på fortsat stor tilslutning til koncerterne.

Claus Schultz

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------


EFTER VENUS/PENTAGON-koncerten
20. maj 2006 på Musikteatret.



Denne koncert blev udmærket anmeldt af Erik Andresen i VAF den 22. maj
Her skal kun tilføjes - som en slags orientering til alle de, der har fulgt VENUSprojektet med interesse - det takkebrev, chefdirigenten udsendte til orkestrets medlemmer nogle dage efter.


VENUS - VEJLES NYE UNGDOMSSYMFONIORKESTER

Til alle deltagere i VENUS Vejle, den 2. juni 2006
Kære Alle sammen !

Nu da VENUS har haft sin første koncert og fået sin første kulturpris ( ! ) vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke orkestret for den store indsats her i foråret.

Da vi mødtes til den 1. prøve i slutningen af februar, var jeg - som alle andre - spændt på, hvordan det ville gå. Og jeg blev meget positivt overrasket. For selvom det slet ikke burde kunne lade sig gøre, hævede VENUS sig stolt som en stjerne, der i stedet for lys sendte smuk musik ud - næsten lige fra starten.

Jeg har arbejdet med børnesymfoniorkestre og voksne orkestre før, og jeg ved, at vi ikke behøver at være flove over, hvad vi har nået på de 3 måneder, vi har været i gang.

Først TAK til alle eleverne i VENUS. I har været meget hurtige til at forstå, hvad der kræves for at kunne sidde i et symfoniorkester, og meget hurtige til at acceptere den måde, jeres lærere og dirigenter ”skubber bagpå” for at få det store orkesterprojekt til at rulle. I har - som heste foran en tung vogn - måttet finde jer i, at kusken af og til smældede med pisken: Fremad ! Tak for det. Og tak til Nilufar for hendes arbejde som koncertmester og til Nilufars mor for at passe vores maskot Jeppe under adskillige prøver! I er nu klar til jeres 2. sæson. Jeg tror godt jeg kan sige, at hele musikskolen, alle forældre og mange andre ude i byen følger VENUS med stor interesse.

TAK til vores 2 regissører Puk og Anne-Katrine, som utrætteligt har stillet stole, slagtøj og nodestativer op hver gang - og som har taget det hele ned igen bagefter. Uden 2 så søde - og stærke - regissører havde prøverne ikke været nemme at komme ind i og ud af igen.

TAK til alle lærerne, som har været punktligt på deres pladser til så godt som alle prøver, og som har bakket op om elevgruppens første kvartal i et symfoniorkester. Vi har sendt VENUS fra start som en rumraket - det betyder, at ikke alle pædagogiske færdselsregler har kunnet overholdes - men det kommer sikkert i 2. sæson. Til gengæld lykkedes det at gennemføre en flot koncert i Musikteatret, ovenikøbet sammen med det erfarne PENTAGONorkester fra Hvidovre, som jeg gerne vil sige tak til for deres flotte indsats.

TAK til Nordea Bank, direktør Tom Bagger og advokat Zacho Larsen, som havde valgt VENUS til at modtage årets kulturudviklingspris på kr. 30.000! Prisen skal bruges til at gennemføre en juleturné til Vejles nye afdelinger Jelling, Give, Egtved og Børkop samt til at markedsføre orkestret, så VENUS i løbet af de næste par år kan vokse sig større, men ikke som den grimme ælling blive en flot svane, men som DEN PÆNE ÆLLING blive en endnu flottere svane.

TAK til Vejle kommunes Musikskole, hvis ledelse naturligvis også har engageret sig i VENUS og skaffet økonomi og lærere til det hele. Ja, det kan fortælles, at Kulturministeriet netop har bevilget penge til VENUS for de næste 2 år !

Og her tilsidst VELKOMMEN til VENUS' nye chefdirigent Pauli i Sandagerdi, som vi allerede kender som komponisten til ”LURRETURR”. Jeg har været glad for at få lov til at sætte VENUS-toget på skinner og fyre op under kedlerne. Rigtig god tur fremover !

Og til allersidst: TAK til Lise for en helt uvurdérlig rolle som ”mor” for VENUS her i foråret!

Mange hilsner fra Willy Stolarczyk, mail: wilst@vejle.dk mobil: 27 51 31 56


-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

PINSEKONCERTEN 2006



Også denne koncert blev efteromtalt (og med billede) i VAF, men af hensyn til de, der gerne vil have en lidt fyldigere omtale, eller som ikke har sét VAF fra den 6. juni, bringes nedenfor en

Rapport fra en Pinsekoncert v/ Willy Stolarczyk

Pinsekoncerten på bålpladsen ved Tirsbæk Strand 2006 var både vejr- og publikumsmæssigt en af de bedste i Pinsekoncerternes historie (1993-2006). Mellem 300 og 400 publikummer (voksne, børn og hunde) overværede Modern Brass Quintets koncert, som begyndte kl. 8.00. Allerede 07.15 dukkede de første op med klapborde, madkurve, kandelabre og godt humør. Kl. 7.35 blev der sat en tændstik til bålet og samtidig kunne man se musikerne begynde at pakke ud og stille op. Der var særligt mange børn med denne gang, men også adskillige hunde, Stemningen var høj allerede før den første tone blev sat an.

Kl. 8.00 bød WS velkommen og introducedrede Lars Kromann-Larsen, der i kraft af sin tidligere rolle som kulturudvalgsformand og nuværende rolle som natur- og miljøudvalgsformand må være særlig oplagt til at sige et par ord ved denne lejlighed.

Derefter spillede orkestret Niels W. Gades ”Morgensang” fra ”Elverskud”: I østen stiger solen op, hvorpå alle sang ”I al sin glans”. Da disse traditioner var gennemført, begyndte den egentlige koncert, mens bålet nu flammede lystigt.

Modern Brass Quintet spillede såvel renaissancemusik (2006 er udnævnt til renaissanceår) som musik af komponister påvirket af Mozart (som jo har 250 års fødselsdag iår). Det var bl.a. Haydn, Tjajkovskij, Brahms og som sidste nummer inden pausen intet mindre end hele 1. satsen af Beethovens 5. symfoni ”Skæbnesymfonien” udsat for messing og 2 pauker, spillet af Henrik Thrane, udklædt som Beethoven med vildt flagrende kunstnerhår.

I pausen er der altid livlig trafik ved morgenbitterbordet, som iår var udvidet til også at omfatte uddeling af guf til børnene.

Koncertens fremragende konferencier og 2. trompetist, John Bøgelund Frederiksen (som også er dirigent for Palsgaardspillene) blev op til pausen overrasket af en hel flok publikummer, der kom marcherende op til scenen - syngende - og med en stor lagkage med lys i til ham.

Efter pausen fik vi musik af bl.a. Irving Berlin og andre evergreen-komponis-ter, men også folkemusik, jazz og filmmusik samt et fint og fængende musikalsk børneeventyr, inden vi nåede frem til det obligatoriske ekstranummer, en russisk komponists musikalske beskrivelse af byens tætte trafik.

Efter koncerten bliver folk jo længe stående og snakker med hinanden og musikerne, inden de langsomt trækker ned mod bilerne, der ifølge ismanden på Tirsbæk iår holdt hele vejen op gennem skoven til busstoppestedet, da alle pladser var optaget ved stranden.

Næste år er det Pinsekoncerternes 15-års jubilæum, og WS spurgte derfor publikum og de medvirkende, om ikke det ville være en god idé at få indspillet en CD med Modern Brass Quintets største Pinsehits til, lejligheden. Det ville det, og WS går derfor i gang med at søge lidt sponsorhjælp til dette uden tvivl populære projekt.


-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

3. Foromtale af RÅDHUSKONCERTER 2006.

Ja, og her kommer en virkelig nyhed:

Rådhuskoncerterne finder iår slet ikke sted på Rådhuset men derimod på Vejle Kunstmuseum under navnet:

SOMMERKONCERTER på Vejle Kunstmuseum.

I Nyhedsbrev 15 var der en foreløbig foromtale af de 4 koncerter,og her følger en mere omfattende beskrivelse. Specielt skal man bemærke sig, at i forhold til beskrivelsen i sidste nyhedsbrev er der byttes om på de to sidste koncerter!

Den 6. april 2006 fik Vejle endelig et ”nyt” Kunstmuseum, eller i hvert fald en ny fløj og en omfattende ombygning/udvidelse af det tidligere museum. Den nye fløj indeholder bl.a. en stor sal, ”Utzon-salen”. I forbindelse med åbningen viste det sig, at denne sal var anvendelig til koncertformål, og da et af kommunens flygler i forbindelse med åbningsmusikken blev placeret i denne sal, var det naturligt at overveje, om ikke tiden var inde til at afprøve salen som koncertsal. Det skete første gang den 7. maj med en kammerkoncert, hvor 14 professionelle musikere spillede et stort program i mange stilarter for et publikum på over 200. Det blev en succes, både kunstnerisk, akustisk og pladsmæssigt, så kort efter blev det besluttet at udvide ”koncerteksperimenterne” med en placering af årets rådhuskoncerter i museets Utzonsal.



Rådhuskoncerterne har fundet sted 13 år i træk i den gamle amtsrådssal på Rådhuset, og da det for nogen tid siden blev oplyst, at rådhuset skulle bygges om, for at skaffe plads til det nye, større byråd, begyndte vi at kikke os om efter alternative placeringer af rådhuskoncerterne i byggeperioden. Det viser sig, at byggeriet først går i gang i den kommende sæson, men vi valgte alligevel at prøve kunstmuseets sal af allerede iår. Når rådhusombygningen er tilendebragt, vil det vise sig, om koncerterne kan/skal flytte tilbage igen.

Museet har i det første år fri entré og der er en lignende tradition for sommerkoncerternes vedkommende, Det skulle sikre, at publikum ikke tilbydes ringere forhold, tværtimod, da der både er café og elevator samt en stor kunstsamling i tilgift til koncerterne.

Vi håber, publikum vil tage godt imod den foreløbige ændring af en af det klassiske musiklivs stolte traditioner.

SOMMERKONCERTERne på Vejle Kunstmuseum er placeret de 4 torsdage i juli kl. 16 til ca. 17, med andre ord som rådhuskoncerterne plejer. Der er bedre plads i Utzon-salen, så det skulle ikke være nødvendigt at stå i kø i timevis for at få en siddeplads. I rådhusets sal er der kun tilladt ca. 100 publikummer, hvorimod der her kan stilles an til op til 300 publikummer, uden at man kommer i klammeri med brandvæsenet.

Programmet for i år ser således ud:

6. juli kl. 16
Salonduoen SCHWUNG (Århus)
Mads Bo Falk, violin
Anne-Marie Meineche, klaver

Denne unge duo optrådte første gang i Vejle natten efter den store byfest omkring Byparken nytårsaften 1999, hvor de kl. 02.00 spillede for alle de, der havde optrådt eller været praktisk med i det store arr. Også i år vil de underholde med et blandet wienerprogram.

13. juli kl. 16
Koncertpianisten David Højer (Wien)
spiller MOZART



David Højer er ansat som lærer på konservatoriet i Wien, og han har 2 gange tidligere spillet ved rådhuskoncerterne, 1 gang sammen med en sopran fra Berliner Statsoper og 1 gang som solist. Iår spiller David Højer et soloprogram med Mozarts klavermusik (sonate i amol og sonate i B-dur samt fantasierne i c-mol og d-mol) i anledning af Mozarts 250-års fødselsdag.

20. juli kl. 16
MOSCOW DUO (Rusland)
Harmonikavirtuoserne Jevgenij Grechov
& Aleksander Ushakov spiller musik
fra MOZART til Jacob Gade

Også Moscow Duo har før spillet i Vejle, nemlig i forbindelse med Jacob Gade TANGO-festival i Musikteatret for nogle år siden. De russiske harmonikavirtuoser spiller også denne gang et blandet klassisk/folkeligt program, som ”naturligvis” også indeholder musik af Mozart.


27. juli kl. 16
Bodil Dittmer, sopran
Lise Stolarczyk, tværfløjte
Willy Stolarczyk, klaver
Musik af Händel. Agerby, Lange-Müller, Carl Nielsen, MOZART, Schumann, Giordani/Papini & André Previn.


Afslutningskoncerten varetages af lokale Vejlekræfter. Sopranen Bodil Dittmer akkompagneres af ægteparret Stolarczyk (fløjte og klaver) i et rigtig romantisk sommerprogram med danske sange, tysk romantik og adskilligt andet godt, hvortil naturligvis også kommer en større afdeling Mozart, som både omfatter lieder, en operaarie, en fløjtesonate og en klaversonate (den berømte ”lille” C-dur KV. 545).

Sommerkoncerterne arrangeres i et samarbejde mellem Vejle Kommunes Kulturudvalg, Vejle Kunstmuseum og musiklivsudvikler Willy Stolarczyk.

Med venlig hilsen
Willy Stolarczyk


4.Koncertkalender

Fra Sct. Nicolai Nyt er klippet nedenstående koncertkalender

Lørdag den 8. juli 2005 kl. 11.15
Sct. Nicolai: Klokkespilskoncert med Timothy Hard, QSM, National Carillonist på New Zealand

Mandag den 10. juli kl. 20
Skibet : Sommerkoncert
(rettet fra 9.7. til 10.7. af Pojken Flensborg, organist i Skibet Kirke

Lørdag den 15. juli kl. 11.15
Sct, Nicolai: Klaas de Haan, klokkenist i Laren og Rhenen, Holland

Søndag den 23. juli kl. 20.00
Nørremarkskirken. Kirkekoncert med Inge Bech, orgel. Værker af J.S. Bach
og Josef Rheinberger.
Lørdag den 29. juli kl. 11.15
Sct. Nicolai. Tin-Shi Tam University Carillonneur på Iowa State University.

Søndag den 30. juli kl. 20
Vor Frelsers. Sommerkoncert

Søndag den 6. august kl. 20
Sct. Nicolai. Sommerkoncert med Kiev Kammerkor. Entré kr. 80

Søndag den 13. august kl. 20
Sct. Johannes. Sommerkoncert, Niels Ullner, cello, Christina Bjørkøe, klaver
Værker af Bartók, Debussy og Brahms

Søndag den 20. august kl. 20
Hover Kirke. Sommerkoncert. Ulrik Spang-Hanssen, orgel. Bl.a. Bach-Vivaldi

SOMMERKONCERTER PÅ VEJLE KUNSTMUSEUM
Se foromtale og program i nyhedsbrevet side 6-8

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

NB ! Næste nyhedsbrev udkommer ca. 1. september 2006

Med venlig hilsen
på koncertgruppens vegne

Willy Stolarczyk, Ved Sønderåen 1, 2.sal (kontor) Tlf. 7642 0512
email: wilst@vejle.dk Mobil: 27 51 31 56