2 . Anmeldelser/efteromtaler
Farverig koncert på en meget grå torsdag
Formiddagen torsdag den 2. juni var grå, diset og regnfuld - og kold såmænd også. Ikke megen antydning af, at midsommer og årets længste dag kun ligger små 3 uger længere fremme. Men indendørs i Musikteatret var der et sprudlende varmt liv, der stod i fuld kontrast til virkeligheden lige ude på den anden side af murene.
Stine Vinther Hannibal Bruun spillede nemlig sit diplomeksamensprogram ved en fint besøgt scenekoncert dér, og hun var virkelig et koncertbesøg værd.
Stine Bruun spiller kompetent, teknisk dygtigt, ekstrovert og med stort engagement, uanset hvad hun spiller. Det var i øvrigt et meget afvekslende program, der holdt én i et fast greb fra først til sidst - netop fordi Stine Bruun gerne vil bruge sit instrument på mange forskellige måder og i vidt forskellige genrer.
Stine Bruun havde valgt at lægge ud med at udfordre sig selv i Mozarts 1. sats fra violinkoncert nr. 5 i A-dur, et teknisk set uhyre krævende værk. Derefter skiftede hun let og elegant til Cesar Francks sonate for violin og klaver i samme toneart. Dermed var vi ovre i en senromantik, der kraftigt pegede frem mod landsmandens Debussys tidlige impressionisme. Varmt og med stor dybde blev der spillet her. Fængende og i fin kontakt med publikummet.
Jeg havde aldrig hørt om Lubos Sluka før. En nulevende tjekkisk komponist, af hvem Stine Bruun spillede to satser af en sonate for violin og klaver fra 1970. Da hun begyndte på 1. sats, Rubato var min første tanke: Aha, her har vi noget typisk østeuropæisk modernisme, tilsat den særlige form for neoklassik, som så mange komponister på de breddegrader har bekendt sig til fra 1930'erne og frem. Men så enkel var sagen nu ikke, skulle det vise sig. Stine Bruun fik virkelig gjort Sluka nærværende for mig. Han var ganske vist på en måde udtryk for denne østeuropæiske skole med tonal nyklassik og folkloristiske elementer, men han var også mere end det. Der var passager af meget stor melodisk prægnans og skønhed og undertiden en understrøm af noget af sigøjnermusikken præget fremmedartet. Sluka kunne ikke ønske sig en bedre ambassadør, end han fik her. Og så er der også god grund til at fremhæve den dygtige akkompagnatør, som fulgte Stine Bruun gennem dette afvekslende program, pianisten Aya Tominaga, som vi tidligere har haft fornøjelse af som solist her i byen.
Koncerten sluttede med to værker af Astor Piazolla, og her blev Stine Bruun ledsaget af et umådeligt velspillende ensemble bestående af Eva Thyri Hilmarsdottir på klaver, Heidi Steg på accordeon, Jakob Hjelmer Nielsen, guitar og Brian Skaarup Møller på kontrabas. Disse to stykker blev spillet af ensemblet med autoritet og præcision og en rytmisk indleven af stort format. Man blev næsten rundtosset af al denne musik, der snart mindede om Villa-Lobos og snart om Antonio Carlos Jobim, snart var et klassisk koncertstykke og snart et stykke umiddelbart musik fuld af sol og sommer. Og igen med Stine Bruun som et solidt omdrejningspunkt. Når man har hørt hende forundres man ikke over, at hun også har drevet det til på sit instrument at indspille CD'er med den danske kult-gruppe Carpark North. Hun er en musiker, der ejer både stor musikalitet, udstråling og den umiddelbarhedens gave, som giver hende mulighed for både at nå langt med sit koncertpublikum og som rollemodel for unge mennesker, der måske kunne tænke sig at spille violin.
Flemming Meng Sørensen, musikskoleleder
------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Århus Sinfonietta på besøg i Musikteatret den 27. maj 2005

En gruppe af de bedste musikere i Århus danner ensemblet Århus Sinfonietta. De fleste af dem sidder også i enten Århus Symfoniorkester eller andre orkestre samt er lærere/professorer på Det Jyske Musik- konservato-rium. De er både fremragende solister og orkestermusikere. De har specialiseret sig i at spille vor tids musik.
En gruppe komponister fra Vejleområdet traf en aftale med ensemblet om, at det skulle komme på besøg i Musikteatret og opføre en række af disse komponisters værker.
Det var især den unge komponist Tue Hald Madsen, der i samarbejde med ensemblets forretningsfører Hjarne Fessel og undertegnede musiklivsudvikler, der kom til at stå for det praktiske og det økonomiske ifm koncerten. Men det lykkedes at stable både koncert og program på benene. Desværre for mig var den eneste ledige dag i Musikteatret den 27. maj, hvor jeg var i Italien. Så jeg ville ikke få koncerten at høre (og kan derfor heller ikke anmelde den her - det ville jeg heller ikke kunne alligevel, da et af mine værker var repræsenteret på programmet). Følgende komponister var med: Tue Hald Madsen, Pauli i Sandagerdi, Lasse Nilsson, Willy Stolarczyk og Karl Aage Rasmussen. Sidstnævnte komponist (samt professor og forfatter) stammer fra Vejle, men bor nu en stor del af tiden i Rom og resten i Østbirk.
Jeg har efterfølgende fra såvel Pauli og Tue som fra medlemmer af ensemblet hørt, at koncerten gik godt og at både musikerne, komponisterne og publikum havde været tilfredse. Det var jeg glad for at høre og skynder mig at bringe det videre til de af Nyhedsbrevets læsere, der ikke var tilstede ved koncerten ! Vi Vejlekomponister er naturligvis glade for og stolte over, at et af landets bedste ensembler både spiller vores musik og roser den.
Willy Stolarczyk
------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
3. Rådhuskoncerter i Vejle juli 2005
Om nogle få dage begynder årets rådhuskoncerter. Koncerterne ligger som altid på de 4 første torsdage i juli kl. 16. Der er fri entré og hver koncert varer ca. 1 time uden pause.
Programmet præsenterer i år ikke mindre end 12 forskellige instrumenter, spillet af 12 forskellige musikere, 4 kvinder og 8 mænd.
Instrumenterne er: Violin, bratsch, cello, kontrabas, tværfløjte, klarinet, fagot, accordeon, viola d'amore, nyckelharpa, 12-strenget guitar og barokguitar.
De fordeler sig således:
Torsdag d. 7.7. kl. 16 Duo Novello
Hanne Askou, violin & Branko Djordjevic, accordeon
Program: Vivaldi, Piazzolla, Jacob Gade mfl.
------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Torsdag d. 14.7. kl. 16 Den unge danske strygekvartet DUDSK
Rune Sørensen og Frederik Øland, violiner,
Asbjørn Nørgaard, bratsch
& Carl-Oscar Østerlind, cello
Program: Haydns Kejserkvartet og
Brahms' c-mol-kvartet
-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Torsdag d. 21.7. kl. 16 Trio Spiro
Maja Bramsen Blenner, tværfløjte
Pia Orluff, klarinet
Sofie Jakobsen, fagot
Program: Lasse Nilsson, Devienne, Mozart, Ibert,
Beethoven og Bozza.
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Torsdag d. 28.7. kl. 16 Herregaardstrioen
Spillemandsmusik i kjole og hvidt
Jan Edlund, viola d'amore og nyckelharpa
Bo Swahn, 12-strenget guitar og barokguitar
Poul Erik Jørgensen, kontrabas
Program: Nordisk spillemandsmusik.
Lidt om de medvirkende musikere/ensembler:
Duo Novello

Violinisten Hanne Askou går i solistklassen på Det Fynske Musikkonservatorium, hvorfra hun debuterer med Odense Symfoniorkester i løbet af 2005. På trods af sine kun 29 år har hun allerede været vidt omkring, idet hun i 4 år studerede på Sibeliusakademiet i Helsingfors og derpå hos professor Peder Elbæk. Siden 2002 har hun studeret hos den verdensberømte violinist Felix Ayo (koncertmester i I Musici) i Rom.
Hanne Askou har modtaget mange store priser og stipendier, ligesom hun har været verden rundt som medlem og assistent af en lang række orkestre. Nu er hun assistent i Radioorkestret.
Branko Djordjevic, 26 år gammel, jugoslavisk accordeonspiller, nu bosat i Danmark, er uddannet på musikhøjskolen i Kragujevac (en by syd for Beograd på ca. 180.000 indbyggere). Branco har deltaget i et utal af konkurrencer og vundet de fleste, bl.a. Castel Fiddardo-konkurrencen i Italien både i 1995 og 96. Han har fået (Jeanette)Dyremoseprisen i Danmark 1996 og Klingenthalprisen i Tyskland 1997. Han har studeret på Det Fynske Musikkonservatorium hos Jeanette Dyremose, og senere på Royal Academy of Music i London. Branko har givet koncerter i det meste af Europa og i Kina. Han har modtaget en lang række legater og priser og spiller i mange for- skellige sammenhænge : Klezmermusik, klassiske ensembler, folkemusik-ensembler og ensembler for ny kompositionsmusik.
Duo Novello dannedes i Odense 2002 og har siden givet et stort antal koncerter overalt i Danmark. Deres repertoire til koncerten i Vejle er musik af Vivaldi (fra de 4 årstider) Astor Piazzolla og Vejles egen Jacob Gade (Tango Jalousie)
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
DUDSK - Den unge danske strygekvartet

Består af 4 unge talentfulde herrer. Kvartetten blev dannet i vinteren 2001, og på trods af, at alle kvartettens medlemmer på daværende tidspunkt var under 18 år (!!), havde de i flere år spillet sammen på forskellige musikstævner. De studerer nu alle 4 ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København. I februar 2004 vandt kvartetten - som det yngste ensemble nogensinde - Danmarks Radios Kammermusikkonkurrence. Efterfølgende vandt de både førsteprisen og publikumsprisen i Holmboe Strygekvartet Konkurrence 2004. Samme år vandt de yderligere en international pris i Holland samt modtog Jacob Gades store legat. Så nu har de noget a leve op til! Deres program i Vejle består af 2 strygekvartetter : Josef Haydn's berømte Kejserkvartet og Johannes Brahms kvartet i c-mol.
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Trio Spiro

Her har vi igen et helt ungt ensemble, men denne gang bestående af træblæsere. Både ensemblets klarinettist Pia Orluff og komponisten Lasse Nilsson, som ensemblet spiller en uropførelse af til koncerten, er lærere på Vejle kommunes Musikskole, så her har koncerten en speciel lokal interesse.
Trio Spiro består af 3 unge piger, studiekammerater fra Det Fynske og Det Vestjyske Musikkonservatorium, på tværfløjte, klarinet og fagot.
Maja Bramsen Blenner studerer tværfløjte på Det Fynske Musikkonservato-rium hos Henrik Svitzer alternerende med Vincent Lucas i Paris. Hun har vundet Haderslev Musikpris 2000.
Pia Orluff er født i Kolding 1981. Hun har gået på Kolding Musikskoles MGK og studerer nu på Det Fynske Musikkonservatorium. Hun er desuden fastansat som klarinetlærer på Vejle Kommunes Musikskole og er nu også kontraktansat i Odense Symfoniorkester.
Hun har - udover i Danmark - givet koncerter i Wien, Malmö, Oslo Stockholm, på Færøerne og i Japan. I september 2004 blev hun - som den eneste danske deltager - udtaget til konkurrencen Musical Interpretation i Rom.
Sofie Jakobsen studerer fagot på Vestjysk Musikkonservatorium i Esbjerg. Hun assisterer i forskellige landsdelsorkestre og har været på kontrakt i Livgardens Musikkorps.
Trio Spiro har eksisteret i 1_ år, men har allerede gjort sig fordelagtig bemærket gennem koncerter rundt i Danmark, bl.a. i Odense Koncerthus. Dagen efter koncerten i Vejle rejser pigerne til Wales for dels at deltage i en Masterclass og dels at gennemføre en lille koncertturné.
Koncerten indledes med en uropførelse af komponisten Lasse Nilsson: Trio Spiro. Lasse Nilsson har før skrevet for klarinet og klaver (bl.a. et stykke, som - med stor succes - blev spillet i Wien ved musikskolens store koncertrejse i 2003, af ensemblets klarinettist Pia Orluff og komponisten på klaver). Efter uropførelsen spiller Trio Spiro musik af Devienne (trio), Ibert (5 pieces pour trio), Mozart (2 divertimenti) Beethoven (trio) og Bozza (Suite en breve).
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Herregaardstrioen

Består af garvede professionelle musikere fra Århus, men selve Herregaardstrioen er ganske ny - kun 1 år gammel !
Jan Edlund er oprindelig fra Sverige og har dybe rødder i den svenske spillemandstradition. Han er freelancer som bratchist i Århus Symfoniorkester og Randers Kammerorkester samt underviser i bratsch på flere musikskoler.
Han har medvirket i adskillige CD-indspilninger, bl.a. med Lars Lilholt og Kaare Norge. Til koncerten i Vejle spiller han viola d'amore (et barokstrygeinstrument) og nyckelharpa, Sveriges nationalinstrument.
Bo Swahn er uddannet som guitarist på Det Jyske Musikkonservatorium i Århus, hvorfra han har diplomeksamen i klassisk guitar og barok guitar. Han har i mange år undervist ved Århus Musikskole. Bo Swahn har i tidens løb indgået i mange forskellige kammermusiksammenhænge, bl.a. med fløjtenisten Mogens Friis. Til koncerten i Vejle indgår barokguitaren med sine 5 dobbeltstrenge og dens sarte udtryk bidrager til Herregaardstrioes unikke klang.
Poul Erik Jørgensen er kontrabassist i Århus Symfoniorkester. Han har sideløbende med sin klassiske karriere i orkestret og som klassisk kammermusiker været at finde i mange rytmiske sammenhænge, bl.a. som jazzmusiker. Han har medvirket i indspilninger med så forskellige kunstnere som Niels Hausgård, Christian Alvad, Jens Okking, Ulrik Cold m.fl.
Herregaardstrioens program i Vejle omfatter nordisk spillemandsmusik af mange slags, bl.a. melodier fra den fynske spillemand Rasmus Storms Nodebog (arr. for Herregaardstrioen), stykker af Thorbjörn Nässbom, Georg Riedel, Kristina Lundin, Åsa Jinder samt trad. finsk folkemusik.
Vejles Rådhuskoncerter finder som sædvanligt sted på 1. sal i Rådhuset, i den gamle amtsrådssal. Salen indrettes om sommeren, når byrådet går på sommerferie, til disse koncerter, idet det store bord fjernes, der stilles scenepodier og publikumsstole op i stedet samt udsmykkes med blomster. I forhallen serveres isvand (gratis) til det ventende publikum (dørene åbnes kl. 15.30, men det anbefales at man kommer før, da der erfaringsmæssigt er stor interesse for koncerterne.
Koncerterne er et af Vejle Kommunes Kulturudvalgs sommertilbud til borgere og turister. Efter den 1. koncert er der rundvisning på Rådhuset v/ byråds-sekretariatet.
Hjertelig velkommen til endnu en sæson med klassisk sommermusik spillet af fremragende musikere.
Med venlig hilsen
Willy Stolarczyk
|
|
4. Koncertkalender for juli & august 2005
if. internetkalenderen www.netopnu.dk & if. evt. fremsendt materiale
JULI
3. juli Kl. 19.30 i Skibet Kirke,
Skibetvejen 166, Skibet, Vejle
Koncert med Pojken Flensborg, klaver, Jesper Riis, trompet &
Torben Bjørnskov, bas
FRI ENTRÉ
7. juli Kl. 16 Rådhuskoncert nr. 1 med Duo Novello
(se program mv ovenfor)
14. juli Kl. 16 Rådhuskoncert nr. 2 med Den Unge Danske Strygekvartet
(se program mv ovenfor)
21. juli Kl. 16 Rådhuskoncert nr. 3 med Trio Spiro
(se program mv ovenfor)
28. juli Kl. 16 Rådhuskoncert nr. 4 med Herregaardstrioen
(se program mv ovenfor)
AUGUST
9. aug. Kl. 20 i Nørremarkskirken, Moldevej 1A, Vejle
Koncert med Royal Guitars (Jan Thomsen & Torsten Ratzkowski)
Entré kr. 30
14.aug. Kl. 15 på Skamlingsbanken, Skamlingsvejen 145, Bjert
OPERAFESTEN '05
Med Den Kongelige Operas sangere, Operakoret og Det Kongelige
Kapel. FRI ENTRÉ
14. aug. Kl. 19,30 i Mølholm Kirke, Niels Skousvej 13A, Vejle
Koncert med Duo dell'Oro (Janne Korsager Solvang, sopran &
Jesper Topp, orgel). Værker af Jesper Madsen og Peter Møller
Entré kr. 30
20. aug. Kl. 11.15 på Kirketorvet foran Sct. Nicolai Kirke, Kirketorvet, Vejle
Klokkespilskoncert på kirkens klokkespil med Monika Kazmierczak,
Gdansk, Polen. Fri entré
21. aug. Kl. 19.30 i Sct. Johannes Kirke, Boulevarden 7B, Vejle
Koncert med KÖLNER KLASSIK ENSEMBLE
Musik af Grieg, Bach, Piazzolla og Sarasate
Entre for voksne kr. 50. Børn og unge under udd. Kr. 25
På nuværende tidspunkt (den 1. juli) er der ikke indkommet materiale vedr. andre koncerter i juli/august end de ovenstående, hverken direkte til hjemmesiden eller via NetopNu-internetkalenderen.
NB ! Næste nyhedsbrev udkommer ca. 1. september 2005
Med venlig hilsen
på koncertgruppens vegne
Willy Stolarczyk, Ved Sønderåen 1, 2.sal (kontor) Tlf. 7642 0512
email: wis@vejle.dk Mobil: 2751 3156
|
|
|