Klassisk og ny musik i Vejle


Arr. af Koncertgruppen v/ Willy Stolarczyk (email : wilst@vejle.dk)
Ved Sønderåen 1, 7100, Vejle. Tlf. 7642 0512


Indholdsfortegnelse:

1. Siden sidst.

2. Anmeldelser/efteromtaler.
Efteromtale af Sommerkoncerter på Vejle Kunstmuseum
Anden efteromtale (musik på Engelsholm Slot)

3. Foromtale af koncerter

4. På operatur med Vejle Kunstmuseum?

5. Koncertkalender

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
1. Siden sidst

Sommerkoncerterne på Vejle Kunstmuseum - de tidligere Rådhuskoncerter - blev en stor publikumssucces. Der kom i alt godt og vel 700 mennesker til de 4 koncerter, eller ca. dobbelt så mange, som det var lovligt at have på det gamle rådhus ! Salen viste sig at have gode egenskaber : Dels er der plads til 300 mennesker, dels er der installeret klimaanlæg, der er en god akustik, smukke billeder på væggene, der er ingen trafikstøj og huset rummer en café, hvor man kan nå at få sin kaffe inden koncerten. Endelig er der elevator til gangbesværede.

Det gode gamle Steinwayflygel, som blev benyttet til 3 af de 4 koncerter, har nu fået nyt dækken og vil blive poleret op inden så længe. Desuden er klaverbænken blevet nypolstret, så flyglet fremtræder pænt i den flotte ny museumsfløj. Så vidt vides, vil flyglet få lov til at blive stående på museet til fremtidige koncerter.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
2. Anmeldelser/efteromtaler


Programmet for sommerkoncerterne i år så således ud:

6. juli kl. 16
Salonduoen SCHWUNG (Århus)
Mads Bo Falk, violin
Anne-Marie Meineche, klaver

Denne unge duo optrådte første gang i Vejle natten efter den store byfest omkring Byparken nytårsaften 1999, hvor de kl. 02.00 spillede for alle de, der havde optrådt eller været praktisk med i det store arr. Også i år underholdt de med et blandet wienerprogram.

EFTEROMTALE:

Koncerten gik fint og den fik en god anmeldelse i Vejle Amts Folkeblad v/ Erik Andrésen.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------


13. juli kl. 16
Koncertpianisten David Højer (Wien)
spiller MOZART

David Højer er ansat som lærer på konservatoriet i Wien, og han har 2 gange tidligere spillet ved rådhuskoncerterne, 1 gang sammen med en sopran fra Berliner Statsoper og 1 gang som solist. Iår spillede David Højer et soloprogram med Mozarts klavermusik (sonate i amol og sonate i B-dur samt fantasierne i c-mol og d-mol) i anledning af Mozarts 250-års fødselsdag.

EFTEROMTALE:

Der var ingen avisanmelder til denne koncert. Næsten 200 forventningsfulde mennesker var mødt frem, ikke mindst da hele programmet bestod af Mozart. Desværre var David ikke i god psykisk spilleform, da han dagen før koncerten ankom med eftermiddagstoget fra Wien. Han var stærkt påvirket af, at hans kone for anden gang i løbet af 2 år netop var blevet opereret og kunne se frem til (endnu) en lang efterbehandling. Jeg nævner det her, skønt det må siges at høre til inden for privatsfæren. Men desværre er koncerterende musikere jo ikke uafhængige af deres private bekymringer, og det ville være de færreste, der kunne gennemføre en solo-koncert på sådanne betingelser. Jeg havde på forhånd foreslået ham at aflyse, men det syntes David heller ikke han kunne være bekendt, så han endte i et dilemma mellem enten at aflyse eller at gennemføre så godt som muligt. Det blev det sidste. Man mærkede tydeligt, at hans koncentration var svækket og at de derved opståede hukommelses-mæssige brist gradvist påvirkede ham mere og mere. David Højer er normalt og ikke mindst, når han akkompagnerer sangere, en fremragende musiker, så der var ikke andet at sige end ”Sørens også”. Der var heldigvis en hel del af programmet, der lykkedes, og hvor man mærkede hans intentioner om at vise, at Mozart og Beethoven var tættere musikalsk beslægtede, end man normalt regner med, men som publikum følte man så meget med solisten, at ens egen nervøsitet påvirkede det kunstneriske udbytte. David afsluttede med et Chopin-ekstranummer: Etude i As-dur, opus 25 nr. 1.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

20. juli kl. 16
MOSCOW DUO (Rusland)

Harmonikavirtuoserne Jevgenij Grechov
& Aleksander Ushakov spiller musik
fra MOZART til Jacob Gade

Også Moscow Duo har før spillet i Vejle, nemlig i forbindelse med Jacob Gade TANGO-festival i Musikteatret for nogle år siden. De russiske harmonikavirtuoser spillede også denne gang et blandet klassisk/folkeligt program, som ”naturligvis” også indeholdt musik af Mozart.

ANMELDELSE/EFTEROMTALE:

Denne fine koncert blev overværet af mange entusiastiske harmonikafans og denne gang havde avisens anmelder igen fundet anledning til at dukke op. Erik Andrésens udmærkede anmeldelse bragtes efterfølgende i Vejle Amts folkeblad.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

27. juli kl. 16
Bodil Dittmer, sopran
Lise Stolarczyk, tværfløjte
Willy Stolarczyk, klaver
Musik af Händel. Agerby, Lange-Müller, Carl Nielsen, MOZART, Schumann, Giordani/Papini & André Previn.

Afslutningskoncerten blev varetaget af lokale Vejlekræfter. Sopranen Bodil Dittmer akkompagneret af ægteparret Stolarczyk (fløjte og klaver) i et rigtig romantisk sommerprogram med danske sange, tysk romantik og adskilligt andet godt, hvortil også kom en større afdeling Mozart, som både omfattede lieder, en operaarie, en fløjtesonate og en klaversonate (den berømte ”lille” C-dur KV. 545).

EFTEROMTALE:

Igen var avisens anmelder fraværende, men til gengæld modtog vi efterfølgende nedenstående artikel fra musikskoleleder Flemming Meng Sørensen, som vi naturligvis ikke er kede af at bringe. Det skal også lige nævnes, af Vejle Amts Folkeblad efterfølgende bragte to notitser om koncerten.


Fornem lokal afslutning på sommerkoncerterne

Godt 250 mennesker havde fundet vej til Vejle Kunstmuseum torsdag, hvor den sidste af dette års sommerkoncerter blev afholdt. Dvs. at alle disponible stole var fundet frem - og optaget og enkelte koncertgængere overværede koncerten stående.

Afslutningskoncerten var lagt i hænderne på lokale særdeles velanskrevne musikere, hvis navne borger for kvaliteten, og det var vel også i forventning om en særlig musikalsk oplevelse, at folk overhovedet havde vovet sig ud i den tropiske sommerhede i det nævne antal.

Sopranen Bodil Dittmer, fløjtenisten Lise Stolarczyk og pianisten Willy Stolarczyk havde valgt et sommerligt program med poetisk ynde som et gennemgående træk - et publikumsvenligt program bundet af små musikalske perler, som blev præsenteret velspillet og velsunget.

Bodil Dittmer har et stort publikum, fortjent for hun besidder en bredspektret, smidig velartikuleret stemme, og hun formår at trænge dybt ned i sit stof. Jeg vover yderligere at tilføje, at hun med koncerten i går demonstrerede, at hun musikalsk er i en sjælden form. Hun sang Händel, Mozart, Schumann og Nielsen med meget dyb forståelse for disse komponister og deres respektive musikalske perioder. Hun var virkelig inde i - og nede i - sit musikalske stof, og hun nåede nye højder, hvor man måtte erkende, at dette har lige det ekstra, der gør det virtuost. Også André Previns beherskede modernisme, som blev foredraget i et ekstranummer - hvor Lise Stolarczyk havde fat i den ikke så ofte hørte men melankolisk/lyrsike g-fløjte, tværfløjtens storesøster, blev fint fanget ind og givet videre til publikum. Bodil Dittmer startede i sin tid sin sangkarriere som visesanger. De gode erfaringer fra dette virke prægede især to sange af komponisten Aksel Agerby ”Jeg ved ej, hvorfra du kommer” og ”Majnat”, som enkelte måske kender fra Aksel Schiøtz's repertoire, som stod lysende klare, og det var også Bodil Dittmers kvaliteter på foredragets område, der gjorde Agerbys kendteste sang, ”Jeg er havren” - denne koncerts sidste til hjertegribende smuk i al sin enkelhed.

Lise Stolarczyks dygtige fløjtespil er velkendt. I denne koncert trådte hun oftest et skridt tilbage og var akkompagnatør, og også den kunst kræver meget. Heldigvis fik denne dygtige fløjtespiller også lov til at vise sit instrument frem i koncertens Mozart-afdeling, hvor hun spillede ”sonate for tværfløjte og klaver i C-dur KV 14”. Et værk, som Mozart skrev som 7-årig, men som desuagtet var en udfordring for solisten. I Lise Stolarczyks hænder lød det som den rene leg, vi andre ved imidlertid bedre.

Den eneste, der konstant var i ilden fra først til sidst var denne sommmer-koncertrækkes initiator, pianisten Willy Stolarczyk. Enhver solist er helt på sikker grund med ham ved flyglet. Han flytter aldrig fokus fra solisten, men lægger med sit virtuose spil endnu et lag nedenunder til stor fryd for tilhøreren. Også ham mødte vi heldigvis som solist i Mozarts kendte C-dur-sonate KV 545. Den er langt sværere end nodebilledet lader antyde, og Willy Stolarczyk havde ikke valgt den lette løsning, men en musikalsk nok så interessant, ved på ingen måde at trække tempoet til den langsomme side i foredraget.

I slutningen af koncerten modtog Bodil Dittmer fortjent ”Vejleklassisks Champagnepris 2006”. Man forstår, at den allestedsnærværende og innovative musiklivsudvikler har lagt grunden til en ny tradition.

Flemming Meng Sørensen


----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Anden efteromtale.

Engelsholm Slot (Højskole) er ved at udvikle sig til et nyt centrum for egnens koncerter, idet der jævnligt afvikles såvel jazz- som klassiske koncerter ude i Riddersalen eller i andre af deres sale. I starten af august havde Radioens Pigekor under ledelse af Michael Bojesen øvelejr derude (tæt fulgt af Fransk TV2), og der afsluttedes med en flot koncert i ”Malersalen.” Samme uge optrådte komponisten Fuzzy som foredragsholder og pianist under temaet ”Mig og Mozart” og den kendte forfatter og Mozartbrevs-oversætter Peter Dürrfeld afholdt ligeledes et meget velbesøgt musikforedrag om Mozart som brevskriver. Man skal huske at holde øje med hvad der sker ude på slottet !

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

3. Foromtale af koncerter

Der er ikke overfyldt af klassiske koncerter i Vejle de næste godt 2 måneder, men hvis man regner sammen og kikker i Netopnu-kalenderen (internet) og i Musikteatrets program mv er der dog alligevel 13 arrangementer i byens kirker og koncertsale!

Søndag den 1. oktober kl. 16 afholdes i Musikteatret Vejle en såkaldt SCENEKONCERT (hvor både de udøvende kunstnere og publikum befinder sig på store scene, og hvor der er caféopstilling og mulighed for at købe drikkevarer). Solisterne er far og datter, nemlig professor John Damgaard og hans datter Benedicte, der er en fremragende violinist. Benedicte var for nogle år siden prisvinder i Vejles Jacob Gade violinkonkurrence. Efterfølgende har hun studeret violinspil i Holland. Pianisten John Damgaard er en af Danmarks mest anerkendte pianister med en stor karriere både inden- og udenfor landets grænser. Han har tidligere spillet i Musikteatret (bla. til Schubertfestival). Programmet til koncerten den 1. okrober er intet mindre end Johannes Brahms 3 berømte sonater for violin og klaver, i G-dur, A-dur og d-mol. Disse tre sonater må anses for at være blandt romantikkens kammermusikalske hovedværker. Der er fri entré til koncerten, som er arrangeret af Koncertgruppen v/ Willy Stolarczyk.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

4. På kunst- og operatur med Vejle Kunstmuseum?

Vejle Kunstmuseum arrangerer en kunst- og operatur til
Hamburg den 2.og 3. december 2006. De to kulturelle hovedattraktioner på turen er Hamburg Kunsthalles berømmede udstilling: Casper David Friedrich. ”Opfindelsen af romantikken” og Puccinis opera ”Tosca” på Hamburgs Staatsoper. Nærmere oplysninger om turen (pris, tilmelding mv) fås på Vejle Kunstmuseum, der har fremstillet en brochure om turen. Tlf. 7572 3199.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

5. Koncertkalender

18.september kl. ?
Nørremarkskirken, Moldevej 1A, 7100 Vejle
”TANZANIAkoncert”

24. september kl. 16
Mølholm Kirke, Niels Skousvej 13A, 7100 Vejle
Improvisationskoncert med Karen Humle, violin &
Jette Mogensen, orgel. ENTRÉ kr. 30

28. sept. kl. 19.30
Vor Frelsers Kirke, Jernbanegade 26, 7100 Vejle
Koncert med POPULÆR KIRKEMUSIK (Albinoni,
Bach, Händel, Franck m.fl. for sopran, tværfløjte og
orgel. Karin Elkjer, Susanne Bechmann og Erik Linow.
Fri entré.

1. oktober kl. 16

Musikteatret Vejle. SCENEKONCERT med café-
opstilling. FRI ENTRÉ.
Benedicte & John Damgaard, violin og klaver
Johannes Brahms 3 violinsonater.

8. oktober kl. 16

Mølholm Kirke, Niels Skousvej 13A, 7100 Vejle
Oplæsningskoncert ”Den signede dag” med
Duo Danica (obo & orgel) samt Lars Thodberg, sang
og Emmy Haahr, oplæsning.

9. oktober kl.19.30
Musikteatret Vejle. BOLSJOI-balletten opfører
Giselle.UDSOLGT. Arr. Vejleegnens Teaterforening.

11.& 12.okt. kl. 19.30
Musikteatret Vejle. Mozarts opera ”Figaros bryllup”
med Den Jyske Opera. Arr. Vejleegnens Teaterforening

26.oktober kl. 10.30
Vejle Kunstmuseum, Utzonsalen
(Spil Dansk-dagen) Spil Dansk arr. med Vejle Musikskoles børnekor mfl.
Kordirigent Pauli i Sandagerdi. Orkester:
Frans Bak, Hans Ulrik, Marilyn Mazur, Claus Hovman
Opførelse af 7 musikalske dyrefabler og præsentation
af Wilhelm Hansens udgivelse af værket. FRI ENTRÉ

5. november kl. 10
Vor Frelsers Kirke, Jernbanegade 26, Vejle
MOZART 250 år. Med Vor Frelsers Kirkes
Ungdomskor, dir. Erik Linow. (fri entré)

11. nov. kl. 11-12
Vejle Bibliotek, forhallen.(Willy Sørensens Plads)
Renæssancearr. ”Den strålende konge og duoen
Orfeus. (Renæss.lut/sang) Fri entré

14. november kl. 20
Musikteatret Vejle, store sal.
40 års jubilæumskoncert med Vejle Symfoniorkester.
Program: Joh. Svendsens Festpolonaise
D. Sjostakovitch: Vals nr. 2 (jazzsuite II)
G. Gershwin: Rhapsody in blue
Solist: Pojken Flensborg
Fr. Kuhlau: Ouverturen til “Elverhøj”
P. Tjajkovskij: 3 satser fra ”Svanesøen”
Rimskij-Korsakov: Humlebuen
Solister: Casper Facius & Anders Lynghøj,
marimbaer.
Dirigent: Anne Cathrine Kielland Lund

15. nov. kl. 19.30 Musikteatret Vejle, store sal.
Mozarts opera ”Tryllefløjten” (tysksproget med danske
overtekster). Arr. Vejleegnens Teaterforening.



NB ! Næste nyhedsbrev udkommer midt i november 2006

Med venlig hilsen
på koncertgruppens vegne

Willy Stolarczyk, Ved Sønderåen 1, 2.sal (kontor) Tlf. 7642 0512
email: wilst@vejle.dk Mobil: 27 51 31 56